Fra plan til virkelighed:
Processen bag støjskærmen ved Aalborg

Mange har sikkert kørt forbi opførelsen af den nye støjskærm langs motorvejen syd for Aalborg. Dem, som daglige kører på strækningen, tænker måske, hvorfor det skal tage så lang tid. Denne artikel vil belyse nogle af de udfordringer, som gør, at anlægsperioden for støjskærme er længere end, hvad man kunne vurdere som nødvendigt, set i…

Bragt i Trafik & Veje juni/juli 2025 – skrevet af Johny Poulsen, DAV NORDIC A/S

Som en del af Infrastrukturplan 2035 blev etableringen af nye støjskærme i Aalborg afsluttet i april 2025. Støjskærmene, som er op til 9 meter høj og dækker en strækning på ca. 4 km i hver retning (nord og syd), skal reducere trafikstøj og forbedre livskvaliteten for borgere i de berørte områder. Vejdirektoratet er bygherre på projektet, mens DAV NORDIC har været hovedentreprenør på projekteringen og opsætningen af støjskærmene.

Projektet startede i forsommeren 2023, men hvor en stor del af projektet lå forud for, at det kom ud på byggepladsen. Selve arbejdet på motorvejen startede i efteråret 2023, hvilket er blevet til en anlægsperiode på 1½ år

Projekteringsfasen blev brugt til verificering af linjeføring og fastlæggelse af modulmål i forhold til tilstødende konstruktioner og ledninger i jorden. Dimensionering af støjskærmen og dens fundamenter samt dimensionering af tilstødende vejudstyr (autoværn, skilteportaler, etc.) var også inkluderet i projekteringsfasen. Derudover handler projekteringsfasen også om at være på forkant med de udfordringer, der kan opstå undervejs.

Udover projekteringsfasen er der en række forhold, som har betydning for projektets varighed. Hos DAV NORDIC vil vi fremhæve følgende områder, som har betydning for støjskærms-byggeprocessen:

  • Uforudsete følgearbejde
  • Hensynet til interessenterne i projektet
  • Anlægslogistikken
  • Motorvejstrace ikke forberedt
  • Leveringslogistik
  • Knudepunkter ved skærende veje

Hensynet til interessenterne i projektet

Der er mange hensyn, der skal tages i et projekt, som etablering af støjskærm langs en motorvej, og der skal findes løsninger, som giver den bedst mulige proces for alle, som er involveret – det gælder både de interne og eksterne stakeholders.

En kortere anlægsperiode kunne godt have ladet sig gøre, men den ville blive langt mere intens og give flere trafikale gener. Fx kunne det betyde, at vejstrækninger skulle lukkes i perioder, og trafik ledes andre steder hen. Hvis ønsket derimod var færre trafikale gener, så ville processen blive mere langstrakt. Uanset om vi vælger den hurtigst mulige proces eller den rolige og langsomme proces, vil det påvirke de forskellige interessenter mere eller mindre.

Det er derfor svært at tilgodese både trafikanter, naboer, mv., og løsningen bliver ofte den median, som gør lidt ondt på alle, men ikke katastrofal for nogen. Beslutningerne om, hvilken løsning ligger hos bygherren, som forsøger at afdække scenarierne og de hensyn, der skal tages og derudfra træffe det bedst mulige valg for alle interessenter samlet set.

Figur 1: Tværsnit af motorvej ved støjskærmsbyggeri.

Anlægslogistikken

Et støjskærmsprojekt ved motorvejen er helt særligt, og det adskiller sig fra andre typer projekter ved, at byggepladsen er lang og smal. Det giver en række udfordringer, fordi arbejdsområdet er lille, og det bliver endnu mindre, fordi der skal være arbejdsfrie områder ud mod trafikken for at skabe større sikkerhed for arbejderne på byggepladsen.

Derudover bliver den begrænsede plads fyldt med maskiner og materialer. I Aalborgprojektet er det en høj støjskærm på op til 9 meter, der er etableret, og det kræver større maskiner end ellers. De store støjskærmselementer skal fx transporteres ind på området og kranes på plads.

En udfordring ved en smal byggeplads, som ved Aalborg-motorvejen, er, at det kun er muligt at komme ind på og ud fra byggepladsen igennem åbninger i det midlertidige trafikværn. Samtidig kan køretøjer og maskiner ikke passere andre på byggepladsen – de kan altså ikke komme forbi hinanden. Det kræver stor planlægning og koordinering, som bestemmer, hvem der skal være hvor og hvornår. Hvis planerne skyder sig og nogle ikke kan komme forbi, forsinkes arbejdet.

Når først ”arbejdstoget” kører, stopper det ikke, fordi der opstår en uforudset situation i form af ukendte ledninger i jorden, manglende komponenter, borehindringer, eller lignende. Der fortsættes fremad, og hullerne må så lukkes efterfølgende, når der igen bliver plads i arbejdsområdet.

Motorvejstrace ikke forberedt

Ved store støjskærmsprojekter som i Aalborg, støder vi ofte på områder, som ikke er forberedte og gjort klar til at arbejdet omkring støjskærmen kan startes. Det kan være alt fra udvidelse af afgravninger og kronekanter for at skabe plads eller ledninger, der ligger i vejen og skal omlægges. Derudover støder vi på, at afvandingssystemer ikke er velegnede, og at der skal ryddes træer og buskads, samt at de eksisterende støjskærme skal nedbrydes.

Alt dette skal løses forud for, at etableringen af selve støjskærmen kan startes. Det kan betragtes som noget af det mere usynlige arbejde, fordi det ofte tager tid og for forbipasserende vil der ikke være meget fremdrift at spotte, mens det står på. 

Leveringslogistik

En udfordring i et hvert større projekt, vil altid være leveringslogistik og med en smal og lang byggeplads, kan materialerne ikke placeres direkte på byggepladsen, men skal opbevares på en lagerplads uden for og på det rigtige tidspunkt transporteres til den rigtige lokation på byggepladsen.

Det er afgørende, at alle materialer kommer igennem værdikæden på de helt rigtige tidspunkter for, at projektet ikke forsinkes. Det hele starter ved bestillingen af materialer, til produktion, levering til lagerplads, plukning af materialer og til sidst leveringen til byggepladsen. I denne logistik er der utrolig mange unikke dele at holde styr på, og hvis en komponent mangler, ikke passer eller ikke kan leveres på det korrekte sted på det rigtige tidspunkt, kan hele processen forsinkes, og der må i stedet tænkes i andre løsninger – det kunne være at rykke videre og efterlade åbne ”huller” som tidligere beskrevet.

Knudepunkter ved skærende veje

Skærende veje er særligt udfordrende end resten af strækningen og påvirker derfor anlægsperioden. Disse veje går enten over eller under motorvejen og er som udgangspunkt åbne for trafik og ikke afspærrede. Derfor vil der være trafik og fodgængere omkring byggepladsen på disse strækninger, hvilket giver en øget sikkerhedsrisiko. Det kan være i form af store maskiner og uønsket adgang til byggepladsen. Især underførte veje, hvor støjskærmen skal føres hen over veje i drift, giver selvsagt udfordringer, der skal løses – fx kan der falde materialer og komponenter ned, hvilket der skal sikres imod, hvis uheldet skulle ske.

Det kan også være knudepunkter for mange infrastrukturledninger, som krydser motorvejen sammen med de skærende veje. Her skal der findes løsninger for, hvordan de kan respekteres eller omlægges på bedst mulig vis, hvilket ikke altid er lige let ved skærende veje.

Uforudsete følgearbejde

Når der arbejdes ved en motorvej, som blev anlagt for mange år siden, dukker der en del uforudsete ting op, når man først begynder at grave i jorden, og som skal håndteres og oprettes i anlægsfasen. Ting som ikke lever op til dagens standard, eller hvor levetiden er opbrugt. Eksempelvis:

Det er nødvendigt at få løst ting som disse for at komme videre, men det vil også påvirke anlægsperioden og vil ligesom forberedelserne af strækningen være svært at se egentlig fremgang for dem, som blot kører forbi strækningen.

Øvrige aktører ser desuden ofte en mulighed for at komme ind og udføre arbejder, i en allerede etableret byggeplads.

Opbygning af støjskærmen i Aalborg ved skærende vej
Opbygning af støjskærmen i Aalborg ved skærende vej

Fremtidige støjskærmsprojekter langs motorvejene

Motorveje giver meget støj og er voldsomt generende for de omkringliggende naboer, og derfor er støjskærme nødvendige for at forbedre forholdene. Udover de støjskærmsprojekter som allerede er i gang, kommer vi til at se endnu flere i fremtiden. Det betyder mere vejarbejde i de perioder, og vil nogle gange have lange anlægsperioder.

Et støjskærmsprojekt er ikke ”bare lige”. Det er en smal og lang byggeplads i et område med meget, hurtig og tung trafik. Det stiller krav til sikkerheden, anlægs- og leveringslogistikken og hvordan knudepunkter som skærende veje håndteres. Samtidig skal der tages hensyn til naboer, bilister og lokalsamfundet, så generne under etableringen minimeres så meget som muligt for alle parter.

Du kan læse casen om det færdige projekt her.

Feedback

Vi vil gerne høre, hvad du synes og om du ønsker at høre mere om nogle nye emner. Skriv derfor gerne en kort feedback i formularen nedenfor.

Galleri fra det færdige projekt