DAV NORDIC A/S leverer og monterer 2,8 km DAV H2,W1 broautoværn til Kronprinsesse Marys bro. Broen åbner den 28. september og er en del af den i alt 9,5 km nye 4 sporede motortrafikvej, som anlægges som en del af ”Ny fjordforbindelse ved Frederikssund.”
Broen er en højbro og bliver lavet for at aflaste den meget trafikerede Kronprins Frederiks bro, som forbinder Frederikssund med Hornsherred. Kronprins Frederiks bro er en klapbro på 151 m, som blev indviet i 1935.
Specialproduceret broautoværn
DAV NORDIC fik entreprisen på broautoværnet meget sent, og derfor er alle sejl sat til at løfte opgaven. En meget stor del af broautoværnet er specialproduceret, og den nye forstærkede type DAV H2, W1 broautoværn er valgt til hele broen. Det er første gang DAV NORDIC leverer og monterer den nye broautoværnstype, der med sine forstærkede egenskaber har en meget lav udbøjning.
Kronprinsesse Marys bro
Kronprinsesse Marys bro har en anlægspris på ca. 2 mia. kr., og den danske stat betaler ca. 650 mio. kr. Konsortiet RBAI, som udgøres af 3 virksomheder fra henholdsvis Italien, Spanien og Belgien er totalentreprenør på entreprisen, og strækningen bliver Danmarks første brugerbetalte motortrafikvej. Det kommer til at koste ca. 14 kr. for personbiler, og ca. 41 kr. for lastbiler at benytte den. Broen er bygget på en fjordbund, som er blød, hvorfor det bærende jordlag til broens fundamenter ligger i 60 meters dybde.
Udført: 2019